• September plejer at være gyselig for aktier. Men derfor var humøret højt i denne uge

    来源: BDK Finans / 15 9月 2024 14:21:55   America/Chicago

    Det siges, at september er en dårlig måned for aktionærer. Historiebøgerne viser nemlig, at aktierne plejer at miste højde i den første efterårsmåned. Men sådan gik det overhovedet ikke i den uge, der i skrivende stund synger på sidste vers. De danske aktier i C25-indekset kunne nemlig gå på weekend i rekordkurs. Aldrig har de været så værdifulde. Og på den anden side af Atlanten havde to store amerikanske indeks deres bedste uge i godt to år. Hvorfor sker det, kan man med rette spørge. Svarene er mange. C25 i rekord Det er faktisk ret bemærkelsesværdigt, at de danske aktier sætter rekord. For det er lige knap tre år siden, at C25-indekset sidst har haft anledning til at finde dannebrogsflagene frem og fejre en rekordhøj kurs. Det var i november 2021, hvor indekset ramte 2.020 kurspoint. Siden har de danske aktier knoklet for at komme tilbage i topform, og fredag skete det, da lukkekursen hed 2.039. Rekorden kom dog allerede inden for rækkevidde tirsdag, efter Reuters kunne fortælle, at den danske speditionskæmpe DSV havde vundet en årelang opkøbskamp om den tyske transportkæmpe DB Schenker. Det er en handel til 107 milliarder kroner og dermed et af de absolut største køb i dansk erhvervshistorie. Men den enorme sum faldt i god jord hos aktionærerne. De kunne tilsyneladende lide, hvad de så, for DSV-aktien fløj op på børsen og lukkede i et plus på over ti procent tirsdag. Samme dag blev der lagt 26,9 milliarder kroner til markedsværdien i speditionskæmpen. Og den stigning var med til at trække hele C25-indekset i plus. DSV er nemlig den anden største af indeksets medlemmer målt på børsværdi. Plusser var der også at spore for C25-indeksets vedkommende torsdag og fredag. Fredag stak især de grønne kæmper Vestas og Ørsted af fra feltet. Begge aktier steg over fire procent, og dermed var C25-rekorden i hus efter tre års pause. Godt humør i USA Men det er ikke kun på de danske breddegrader, at aktierne var i hopla anden uge i september. Det vigtige amerikanske indeks S&P 500 kunne også holde en velfortjent weekend og fejre, at indekset havde haft sin bedste uge siden november 2022. Det skyldes en fremgang på fire procent i ugens løb. Akkurat samme rekord kunne det teknologitunge indeks Nasdaq bryste sig af. Her var stigningen lige knap seks procent. Det gode humør på den anden side af Atlanten kom frem efter, at der midt på ugen landede amerikanske inflationstal for august. Inflationen var som forventet på 2,5 procent, og hvis der er noget, investorer kan lide, så er det, når ting er som forventet. Oveni det har renten været på tilbagetog, og det plejer at være kærkomment for aktiemarkedet. Kigger man på en tiårig amerikansk statsobligation, hedder renten nu knap 3,7 procent mod 3,9 i septembers spæde start. Spørgsmålet er nu, om september kommer til at leve op til sit dårlige rygte. Eller om fremgangen fortsætter. I hvert fald har investorerne nu rettet blikket mod den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som kommer med deres rentemelding onsdag. Markedet forventer, at Federal Reserve endelig vender rundt og sænker renten med 0,25 procentpoint. Om det sker, vil tiden vise. https://www.berlingske.dk/aktier/september-plejer-at-vaere-gyselig-for-aktier-men-derfor-var-humoeret-hoejt
分享